Er begyndt at formulere nogle tanker om hvorfor vi har fjernet vores Facebook Pixel fra vores produktside. Har desværre ikke for meget tid til at skrive i øjeblikket, så det bliver sporadisk. Forhåbentlig ender det med at blive noget færdigt, der er værd at læse.

For tiden arbejder vi hårdt på sidste fase af en stor omskrivning af vores iPhone App.

Dette bliver skrevet i mens jeg nyder det dejlige sommervejr:

Jeg har lagt et nyt design på siden. Det er stadig under udarbejdelse. Jeg prøver at dreje blog'en i en lidt anden retning og synes det kræver et mere simpelt design. F.eks. kan jeg nu finde på at skrive indlæg som dette, der ikke har en overskrift. Indlæg som er korte tanker eller noter. Nogen kalder det micro-blogging.

På Twitter stødte jeg i dag på en ny reklamefilm fra 10-4 byggemarked. Den blev omtalt som genial, så jeg måtte se den.

Fra første sekund, tænkte jeg om det var en parodi på en reklamefilm jeg så for mere end et år siden. Hvis du ikke har set den nye reklame film fra 10-4 så synes jeg du skal se denne her først:

Dollar Shave Club:

Når du har set den og helt sikkert fået et smil på læben. Så prøv at se reklamefilmen fra 10-4:

De minder lidt om hinanden ik?

Jeg forstår godt 10-4. De kan identificere sig med Dollar Shave Club. Begge er det virksomheder, som gerne vil adskille sig fra de gamle og lidt støvede konkurrenter.

Dollar Shave Club har i skrivende stund 24 millioner visninger af deres film på youtube. Og det tyder på at 10-4 også har fin success med deres. De har i skrivende stund 182 tusind visninger på Facebook. Det er pænt for en dansk netbutik.

For mig er 10-4 filmen så tydelig inspireret af Dollar Shave Club, at den ikke gør så stort et indtryk. Men ud fra kommentarfeltet på Facebook, er der god stemning hos 10-4. Og det er fedt for dem.

I forhold til Kinas population, er det ikke prangende at være verdens største producent. Kun 1% af deres energi kommer fra solceller.

Men det peger på en tendens. En positiv en:

As it stands, solar energy represents only one percent of the country’s energy output. But this may soon change as China devotes more and more of its attention towards clean energy. The NEA says that China will seek to add more than 110 gigawatts within the next three years, which could help the nation up the proportion of its renewable energy use to 20 percent by 2030. Today, it stands at 11 percent.

Positive tendenser er vores håb og vores holdepunkt. Mer' vil have mer'.

Kilde.

Photo credit. Ming Chen.

Den svenske regering skriver:

Klimatlagen är historisk och innebär ett epokskifte för Sverige. Precis som vi ska ha ordning och reda i finanspolitiken så behövs ordning i klimatpolitiken. Det här är den viktigaste reform som vår generations politiker kommer att göra för Sveriges unga, våra barn och barnbarn. Sverige ska bli ett av världens första fossilfria välfärdsländer, säger statsminister Stefan Löfven.

Det her er præcist. En fantastisk sammenligning at lave, og noget jeg synes vi i Danmark kunne lære af.

At sammenligne finanspolitikken med klimapolitikken er spot on. Vi er nødt til at have styr på begge dele.

2016 was the year solar panels finally became cheaper than fossil fuels. Just wait for 2017

The renewable energy future will arrive when installing new solar panels is cheaper than a comparable investment in coal, natural gas or other options. If you ask the World Economic Forum (WEF), the day has arrived.

The plant consists of 2.5 million solar modules, 576 inverters, 154 transformers and 6,000 kilometres of cables and is expected to provide power to 150,000 homes.

The quest for cleaner energy sources has seen an increase in funding for similar power projects all over the world, as countries seek cleaner energy sources. The sun has always been a viable alternative power source. Abundant sunlight in India makes the country a perfect candidate for solar energy installations as about 300 million people are not connected to the electricity grid. India is expected to become the third largest producer of solar power in 2017.

Dette er positivt. Indien har 300 millioner indbyggere uden elektricitet. Når de får adgang, stiger behovet yderligere for bæredygtige energikilder.

Det her er en fantastisk nyhed. I følge artiklen har en landmand sammen med en forsker fundet ud af at ved at tilføre en speciel slags tang til køers foder, kan mængden af methan gasser en ko udleder neutraliseres.

Methan gasser er en endnu være drivhusgas end CO2 og det her kan virkelig flytte noget.

"Ruminant animals are responsible for roughly 20 per cent of greenhouse gas emissions globally, so it's not a small number," said Kinley, an agricultural research scientist now working at the Commonwealth Scientific and Industrial Research Organisation in Queensland, Australia.

"We're talking numbers equivalent to hundreds of millions of cars."

Udfordringen bliver at dyrke nok tang, og få det på markedet.

Det her er første link i klima sektionen. Du kan læse mere om, hvorfor jeg laver disse links.

Jesper Løvenbalk Hansen for Information:

Her annoncerede en gruppe af 45 lande samlet i gruppen Climate Vulnerable Forum, CVF, at de inden år 2020 vil have realiserbare planer for at omstille til 100 procent vedvarende energi, at de vil have som langsigtet mål, at være CO2-neutrale i 2050 – og endeligt, at de vil stramme ambitionerne i deres nationale handlingsplaner inden år 2020.

Som artiklen også påpeger, så er det vigtigt at de mest udsatte lande og fattigste går forrest, med en velvilje og tro på at ændre tingene. Det sætter yderligere pres på EU samt de andre store CO2 udledere.

Jeg er født i '85 og vores generations største udfordring er forandringen i vores klima. Kloden er ved at blive for varm. Jeg har lavet den her sektion, som en reaktion på den næsten ulidelige tanke om at vores jord - i værste tilfælde - bliver ubeboelig for vores børn og børnebørn.

Min hustru har forbudt mig at bruge alt min tid på katastrofe tanker og negativ energi. Så derfor har jeg lavet denne sektion. Jeg vil samle alle de artikler jeg finder om klimaforandringerne, som indeholder håb eller indeholder en positiv vinkel.

Jeg vil ikke længere være ham til middagsselskabet, som ødelægger den gode stemning, med armageddon historier, død og ødelæggelse. I stedet vil jeg være ham ved middagsselskabet, som hjælper andre til at åbne øjnene for vores klimaudfordringer. Men jeg vil gøre det igennem håb, ikke frygt. Mit håb er, at du vil hjælpe mig med det.

Hvis vi altid taler om uhyrlighederne ved klimaforandringerne, så lukker folk af. De orker ikke at høre om det, og værst af alt, nægter de at forholde sig til realiteterne. Hvis vi i stedet kan fortælle om, hvad vi er nødt til at gøre mere af, for at sikre vores børns fremtid, er mit håb at flere vil åbne ørerne og øjnene.

Vi kan ikke tillade os at lukke dem. Ikke for vores børns skyld og ikke for de mennesker der bliver hårdest ramt af klimaforandringerne.

Så jeg håber du vil hjælpe mig. Spred budskabet om de positive tiltag der gøres og kan gøres for at bremse temperaturstigningerne, og hjælp andre mennesker med at åbne øjnene for hvad der er ved at ske og hvad vi kan gøre ved det.

Så hvis du finder eller kender til artikler, videoer eller andet materiale som fortæller om en ny teknologi, en politisk beslutning eller på anden vis indgyder håb for fremtiden. Så send mig endelig en mail på mathias@aggerbo.dk

Jeg stødte lige på følgende tekst i mine gemmer. Jeg skrev det for 2 år siden. Før jeg blev gift, købte hus og fik en datter. Jeg publicerede det aldrig. Det er lidt sjovt at se hvad der så er sket på de 2 år. Læs hvordan det gik i slutningen af siden.

Sådan skrev jeg for 2 år siden:

Ved siden af min virksomhed har jeg købt en 42 år gammel Spækhugger. Mit andet projekt.

Sådan så båden ud efter 6 år på land, under et træ.

Jeg har gået med drømmen i lang tid. Bildte mig hele tiden ind at det ikke var nu, men at jeg nok skulle nå det engang. Eje min egen båd. Men drømmen ville ikke slippe mig. Jeg tænkte mere og mere på det. Købte endda en brugsret i en anden båd. For at dysse tankerne ned, tage det med ro og prøve det af. Efter 4 måneders brugsret stod det klart. Jeg skulle købe min egen båd. Der var ikke noget at gøre.

Jeg har sejlet hele mit liv. Tursejlads med familien og elitesejlads i den olympiske 49er. Nu har jeg startet et nyt kapitel i mit sejlerliv.

Til daglig driver jeg en software virksomhed i Aarhus. Det største projekt jeg nogensinde har kastet mig ud i. Det fylder selvfølgelig meget i hovedet. Har virksomheden en fremtid? Tjener vi nok i år? Hvordan kan jeg være sikker på at få den næste ordre i hus?

Men livet er fyldt med bekymringer. Store som små. Nogle er jeg selv skyld i, andre tildeles jeg. Mit andet projekt har kun ét formål og det er at være netop det. Et andet projekt.

Min farfar som var landmand gjorde det, min far gør det, min onkel gør det og nu gør jeg dem efter. Min farmor har fornylig fortalt mig:

Når din farfar slap fortøjningerne og satte sejlene ud af fjorden, glemte han alt om Svineavl, afgrøder og maskiner der drillede. Hans bekymringer forsvandt, for en kort stund.

Når jeg betragter min far slå den 4 cylindrede Volvo Penta motor i gang og stille sig ved roret, en stille lørdag morgen. Kan jeg se den samme ro aftegnes i ansigtet.

Derfor har jeg kastet mig ud i et nyt projekt. Et andet projekt. Et projekt hvor mit hoved tømmes. Hvor bekymringerne forsvinder, store som små. Jeg ville lyve, hvis jeg påstod at der ikke var nogle mål med projektet. Det har alle projekter. Faktisk har jeg flere:

• Bevise overfor mig selv at 10 tommelfingre, kan blive til 2. Jeg arbejder hver eneste dag foran en computer. Jeg vil gerne blive bedre med mine hænder.
• Skabe et frirum, hvor der er plads til fejl.
• Sejle Danmark tyndt og opleve de danske farvande med min kæreste.

Her er vi i gang med at sætte bunden af båden i stand

Nogle har Fodbold, Tennis eller en anden sport. Andre har fotografering, billedkunst eller musik. Jeg har min båd.

Hvordan gik det så?

2 år er gået. Nu kan jeg se tilbage på hvordan det gik:

• Vi fik sat bunden i stand. Jeg tror det tog 200 timer. Det var en kæmpe omgang. Jeg tvivler på at jeg nogensinde gør det igen.

Her er bunden helt ny

• Vi har fået den malet indvendigt og lakeret aptering.
• Vi blev Danmarks hurtigste spækhugger i 2015, hvor jeg vandt DM med Jesper som jeg har båden med og en anden god ven.

Vores flotte vandrepokal

• Min daværende kæreste (nu hustru) og jeg var på flere ture rundt i Danmark. Både med venner, men også alene. Nu har vi en datter. Blink blink.

Vi har stadig Spækhuggeren. Jeg har lært ufattelig meget af at have et andet projekt. Lige nu pønser jeg på endnu et andet projekt. Eller er det så et tredje?

Træthed er mange ting.

Når du næsten ikke kan holde dine øjne oppe. Når du mister modet på de politikere du har bedt gå forrest. Når dine ben næsten ikke kan bære dig mere. Når dine skuldre knapt kan klare større pres.

Men træthed er også en skillevej og markerer en overgang. Det er som en dørtærskel du skal slæbe dig ind over.

Når trætheden er på sit højeste, holder du ud. Et tordenvejr varer ikke evigt.

Jeg er snart færdig med mine to uger på barsel. Jeg har levet to uger i en boble med min hustru og vores lille nye familiemedlem.

Det eneste arbejde jeg har lavet er to opkald til en potentiel kunde. Og tjekket vores tal (nye signups, churns og nye kunder).

Heldigvis har mine medejere Peter og Mikkel passet biksen og har taget sig af support og bugs.

Men min barsel har vist mig at selvom jeg er væk to uger, så vokser virksomheden.

Omsætningen er ikke afhængig af de timer jeg arbejder.

Det er klart at Peter og Mikkel har arbejdet, men min pointe er at vi er godt på vej til at skabe en virksomhed, hvor vi er uafhængige af tid og sted.

Min plan virker.

Der er kommet helt nye boller på suppen her i casa Aggerbo. Jeg er blevet far til en lille pige. Hun ligger i vuggen og sover ved siden af mig, imens jeg skriver dette.

Der er kommet en helt ny dimension på mit liv. Alt hvad jeg i øjeblikket tænker og gør, handler på en eller anden måde om hende. Gad vide om det vil blive ved med det?

Derfor er det også en helt speciel følelse at maj ikke kun blev måneden, hvor jeg blev far til en lille pige. Det blev også måneden hvor vi rundede 300 kunder på Smartplan.

Det er en speciel følelse, for de 300 kunder er med til at finansiere det liv, jeg skal leve med vores lille nye familiemedlem. De kunder vi hver dag arbejder for, betaler for det liv jeg gerne vil leve og gerne vil kunne give min datter.

Smartplan er på mange måder, en rede jeg har arbejdet på i tre år. En rede der skal danne rammer for mit og min families liv de næste mange år.

Det er en ydmyg tanke og det kan jeg kun være dybt taknemmelig for. Og det er en god rettesnor for at tage de rigtige beslutninger for produktet.

Jeg skal forsøge at holde baby spam på et minimum. Men det er altså en fantastisk følelse ikke kun at være virksomhedsejer, men far og virksomhedsejer.

Jeg smutter igen. Hun sover stadigvæk så jeg skynder mig også lige at stjæle en halv time på øjet.

Nogle gange sker der noget i mit liv som forskrækker mig. Det er ikke så vigtigt hvad, men vi bliver alle ramt af det. En person du har kær falder bort, en af dine nærmeste bliver syge, måske bliver du selv syg.

Disse forskrækkelser får mig altid til at stoppe op. Livet sættes i perspektiv. Det er som om at store og små problemer, med ét bliver meget tydeligt adskildt. Hvad jeg til daglig kan bruge enormt meget tid på at tænke på, synes pludselig ligegyldige.

De små problemer er relative til de store. Jo længere tid der går i mellem store problemer, forskrækkelserne. Jo større vokser de små problemer sig. Giver det mening? Så snart vi får en forskrækkelse - et stort problem - minimeres de problemer der overtiden er vokset. Men jo længere tid der går uden en forskrækkelse, jo mere vokser de problemer sig, som i det store perspektiv bør være små.

For mig er det vigtigt at minde mig selv om ikke at bruge for meget energi, bekymringer og tankevirksomhed på de små problemer. For de små problemer har en tendens til at hænge sammen med de dele af livet der ikke gør mig glad. De dele af livet som, glemmes nemt og får min hverdag til at gå med ligegyldighed.

Jo mindre energi jeg kan bruge på små problemer, jo gladere bliver jeg og jo mere tid får jeg til at bruge på de ting som betyder noget i livet: Min hustru, mit kommende barn, min familie, mit helbred, mine venner og udviklingen af min virksomhed.

Når de små problemer begynder at fylde for meget, skal man minde sig selv om hvad de er. Små problemer. For når forskrækkelserne så kommer, og det gør de. Så bekræftes man i at man har brugt tiden rigtigt. At livet har været fyldt med gode ting.

I går skrev jeg om at jeg ikke kunne få denne side ud af hovedet. At den blev ved med at køre rundt. Jeg har tænkt videre siden i går.

For de barrierer og udfordringer jeg har med denne side, minder mig om arbejdet med min virksomhed.

Det er de samme bekymringer der følger med:

• Hvad nu hvis ingen kan lide produktet.
• Hvad nu hvis det ikke er godt nok.
• Jeg kan godt lige finpudse det lidt mere før jeg lancerer eller udgiver.
• Risikerer jeg at folk griner.
• Hvorfor skulle jeg have noget på hjerte, som andre kan have glæde af.

Det er de samme bekymringer, om jeg arbejder på en ny funktion til Smartplan, skriver på en tekst til produktsiden, skriver en ny velkomstmail til vores kunder eller skriver på denne side.

Hver gang jeg åbner munden, trykker i tastaturet eller prøver at skabe noget, så sætter jeg mig derud. Og selvom at jeg hele tiden slår mig i hovedet med overvejelser, så ender det altid med at jeg trykker på knappen. Og følelsen bagefter! Følelsen af at shippe, at udgive, at skabe. Det er en af de bedste følelser der findes.

Selvom processen æder en op indefra, så gør jeg det igen. For jeg vil have den følelse, igen og igen.

Jo hurtigere jeg giver slip på blufærdigheden, jo hurtigere jeg trykker på knappen, jo hurtigere kommer belønningen.

Det er underligt. Jeg kan slet ikke slå denne side ud af hovedet. Den kører rundt i hovedet på mig konstant. Hvorfor?

Jeg tror det er fordi jeg hele tiden tænker på hvad jeg skal skrive her.

Jeg er i tvivl om hvilken retning siden skal gå. Hvad skal jeg skrive om? Hvad sker der hvis det bliver for personligt. Hvad sker der hvis det jeg skriver, kommer for tæt på.

Lige nu overvejer jeg et eksperiment. At skrive hver dag. Hvis jeg gør det tror jeg følgende vil ske:

• Siden vil tage en retning af sig selv. For jeg vil være tvunget til at skrive noget.

• Jeg vil overskride barrieren omkring at blive til grin og at ingen læser det, for det vil være for eksperimentets skyld.

• Jeg risikerer at det bliver en dagbog. Og det synes jeg ikke det skal.

Hmmm.

Jeg overvejer det...

Jeg skrev for nyligt at jeg startede forfra her på siden. Min ambition var at få skrevet oftere og alligevel gik der mere end 2 uger. Men her kommer det:

Jeg tænker tit på, at det for mig handler om at skabe vores eget Utopia, når jeg hver dag sætter mig for at arbejde på Smartplan. Utopia stammer fra det græske eutopia som betyder et godt sted.

Målet for os er ikke at blive verdens største, hurtigst muligt. Målet er heller ikke at få så meget funding som muligt. Vi stræber heller ikke efter at få så mange ansatte som muligt.

I stedet handler det om at hjælpe én kunde af gangen. Og igennem den enkelte kundes gentagende forretning, at nå hen til et godt sted.

Vi har ingen investorer, som vi skal svare til. Ingen bestyrelse at forklare sig overfor. Vi skylder ikke banken penge. Vi er ikke afhængige af høje omkostninger til sælgere og vigtigst af alt, så bestemmer vi selv reglerne.

Vi skylder ikke andre end vores kunder noget. Det er et godt sted.

Jeg tror på at en vækst finansieret udelukkende af vores kunder giver et friere liv, en mere bæredygtig virksomhed og et bedre produkt.

Jeg kunne godt ønske mig, at medier og iværksættere fokuserede mere på, at mange virksomheder i Danmark er små steder uden funding og mange ansatte. Små utopia med deres egne regler og glade kunder.

Den slags historier vil jeg hellere læse om end historien om endnu en stor funding runde, til endnu en underskudsgivende tech-virksomhed.

Indtil næste gang. Forhåbentlig går der ikke 14 dage.

Følg mig på Twitter, hvis du er nysgerrig.

Jeg har længe haft en ambition om at komme igang med at skrive her på siden igen. Men jeg holdes tilbage af usikkerheden ved om jeg overhovedet har noget at byde på. Og den usikkerhed er der fortsat.

Men grænser er til for at blive flyttet og nu sker det altså.

Hvis du sidder derude og interesserer dig for udfordringerne, lektionerne og glæderne ved at eje en lille software virksomhed. Så håber jeg at du kan få glæde af denne side.

Det ændrer ikke ved at det er grænseoverskridende at skrive. Det er forbundet med ærefrygt og ydmyghed, at jeg udgiver dette første indlæg. Nøgen er hvad jeg føler mig.

Jeg har altid haft det sådan at “den som lever stille, lever godt”. Og sådan har jeg det fortsat. Jeg skriver ikke for at råbe op, eller putte ananas i egen juice. Men jeg skriver fordi jeg håber at du kan få noget ud af det og måske selv blive inspireret.

Dertil kommer de egoistiske årsager: Jeg ønsker at blive bedre til at skrive og jeg ønsker at give den lille virksomhedsejer en stemme.

Du kan forvente dig følgende I den kommende tid:

• Vi knokler for at få vores iPhone app til Smartplan gjort klar til test.
• Vi er i gang med at lancere Smartplan i Sverige
• Jeg bliver far lige om lidt. Hvem ved hvad det bringer 😉?
• Balancen i mellem vores produkt og konsulent virksomhed

Jeg håber du får lyst til at læse med. Du kan følge mig på Twitter, hvis det har interesse.