@maggerbo

Er I stadig i gang?

Det spørgsmål blev jeg mødt med på gangen ud for vores kontor forleden. Det var en af ejerne fra virksomheden inde ved siden af.

Jeg ved ikke helt hvad de laver. Jeg tror det er AdWords og en del smøger ude i gården og nå ja, bordtennis. Masser af bordtennis.

“Jeg synes ikke i er her så tit” sagde han efter at vi havde hilst med et almindeligt “hej”.

Jeg nåede at tænke ved mig selv at det var et spøjst spørgsmål, fra en mand jeg aldrig ellers taler med.

“Nej vi arbejder meget fra vores hjem” tror jeg at jeg fik mumlet.

“Nå nå, så i er stadig i fuld gang?” Afsluttede han vores samtale.

Vores samtale sluttede der. Jeg blev overrasket over at det alligevel gjorde indtryk på mig. Vi har skabt vores virksomhed for at være uafhængig af tid og sted. Alligevel forsøger normen at tvinge os ind i nogle irrationelle 8-16 tankemønstre. “Du er ikke synlig, ergo arbejder du ikke”. “Du er ikke på dit kontor, ergo producerer du ikke.”

Selvom vi ikke sidder på vores kontor og arbejder 8-16, er 2018 på vej til at blive vores bedste år. Men det måtte jeg nøjes med at bruge det meste af eftermiddagen på at overbevise mig selv om. For sådan er det også. Tvivlen kommer snigende, når normen presser sig på.

Skrevet d. 07 May 2018